Palvig skrev:
Selv den berømte Ingmar, som jeg ikke kender, gør kompromier. Billedet af den sorte højttaler har da mindst 3 kompromier som er synlige.
Når en spænding afgiver en størrelse i hver retning, interaktiv, ophobes der energi i molekylestrukturen. Det betyder en uliniaritet i frekvensen fordi det variere med frekvensen.
Det hadde vært interessant å høre konkret hva du mener.
De eneste kompromisser av vesentlig art med denne er av estetisk natur, ikke alle liker utseendet.
Tak for dit svar tidligere.
For at tage det nemme først. Højttaleren. Den sorte model har den fordel, at der har Ingvar taget hensyn til at man skal høre hver enhed samtidig eller tæt på. Men for den perfekte højttaler er der tre fejl:
1. Det vandrette stykke under diskanten burde havde været dæmpet med Rockwool eller tykt filt, fordi det giver en uheldig refleksion. Eller man kunne lave et skråt stykke med modelervoks.
2. Der sidder skruer, der holder diskanten fast. Da bølge længden er kort ved de høje frekvenser, vil det give nogle fasefejl, og skruerne skulle ikke kunne ses.
3. En hver højttaler er bedst, hvis den er beklædt med tykt filt. Når den ikke er det, skyldes det udseendet, der er så vigtigt med hi-fi, men det er direkte lydforringende. Kan nemt afpårøves med et tæppe eller dyne rundt om det meste af højttaleren.
Forklaringen med "Når en spænding afgiver en størrelse i hver retning, interaktiv, ophobes der energi i molekylestrukturen. Det betyder en uliniaritet i frekvensen fordi det variere med frekvensen." er straks meget mere vanskelig. Problemet er, at det ikke er målbart. Kablet skal være meget tynd, hvis der skal være mulighed for en måling.
Man skal se på isoleringen. Det dieeliktrikum lag har en øjebliksværdi. En hukommelse der afgives formodentlig afgives når strømmen vender. Strømmen vender afhængig af frekvensen, så det er et virvar af frekvenser der bliver frigivet og optaget.
Et kabels hukommelse er stor, når der bruges plastik. Der optages en del i isoleringen, som er meget frekvensafhængig. Plastik (blød PVC) har et tabsindex:
50 Hz. 500 - 900
1 kHz. 350 - 800
1 MHz. 300 - 500
PTFE som er Teflon er meget mindre. Det hele er mindre end 0,06. Der er sikkert en forskel afhængig af frekvensen, men den er meget meget lavere.
Silke som Duelund kabler bruger har en tal der er større end Teflon, men det har andre egenskaber og det er naturlighed. Der er et tab opad til der minder om luftens tab. Derfor lyder de naturlige. Og et længere kabel lyder bedre fordi kabler gør noget.
Kabler der er tykkelre end 0,5 - 0,8 kvt. har en skineffekt. Man mener nok, at skineffekt er noget skidt, men dett kan godt være rigtig godt. Jeg tror at det hænger sammen med, at RS. bl.a. foretrækker massive 6 kvt. kabler, fordi det ubevist hænger sammen med et fald i den øverste diskant, som sikkert ikke er målbart, men alligevel er der. Det gør så at kablet meget mere minder om luft og giver det tykke kabel noget naturlighed over sig. Luft er det vi kender til at overføre lyd.
Når et kabel afgiver hukommelse, kan det være frekvenser eller en faseforskydning. Ihvertfald er det en farvning.
Din lange forklaring med modstand i kabler tolker jeg til at du syntes at der skal være en modstand i kablet. Når kablet har en modstand, smader det Q'et i kablet og det ringer mindre. Det kan godt tages for mere vellyd.
Men du har nok ret i, at kabler ved lange længder bør føres meget stramt sammen, for at få en stram bas. Man vil sikkert også kunne høre i højttaleren, hvis der bankes på kablet, hvilket ikke er optimalt. Også en grund til at isolere kabler fra gulvet, så det ikke overfører vibrationer.
Mvh.
Sven Palvig
