Fint essay om finnenes forsvarsvilje (samt forfatterens blikk på Sverige og Danmark). Vi har noe å lære.
(at finnene har sitt eget ord som betyr noe av det samme som dugnad er en bonus)
Luftigt. »Åndelig oprustning? Med al respekt – begrebet gør mig lidt mat.« Finske Emma Vasström skriver om forsvarsmentalitet i Finland, Sverige og Danmark. . (Hentet
herfra)
Kampen mot Skammen
SOM FINNE ER det tankevækkende at være vidne til
danskernes opvågnen til en debat i medierne om et kollektivt
forsvar af Danmark. Som følge af denne debat indser jeg,
hvad mit eget land har at byde på sammenlignet med det, man
i Danmark kalder »åndelig oprustning«. Der findes ingen tilsva-
rende diskurs i Finland. Svaret på jeres spørgsmål – hvad skal
vi slås for? – er så selvindlysende for os finner, at emnet slet ikke
diskuteres.
Finnerne er ikke nogen homogen befolkningsgruppe. Vores
historie har budt på en borgerkrig, hvor befolkningen bekendte
kulør til den hvide eller den røde side. Selv er jeg finlandssven-
sker med en finsktalende far. Mit liv har været præget af bestræ-
belsen på at beskytte mit sproglige mindretals identitet, ofte i
modvind. Men når det drejer sig om at være finne, om at defi-
nere, hvem vi er, og hvad vi vil forsvare – da vil jeg påstå, at der
hersker en selvindlysende, omend stiltiende konsensus.
Det, som finske medier rapporterer om oprustning netop i
denne tid, afslører den ene side af denne kollektive forståelse.
Regeringen planlægger at forøge den finske militære reserve,
så den når op på over en million soldater, ved at hæve alders-
grænsen. Både mandskab og officerer skal stå til rådighed for
forsvaret helt op til 65-årsalderen.
Ifølge forsvarsminister Antti Häkkänen kommer dette initi-
ativ fra aktive reservister, som ikke ønsker at blive udelukket på
grund af aldersgrænsen. De har »tigget og bedt« om en lovæn-
dring, der nu sandsynligvis bliver vedtaget.
Finland har obligatorisk værnepligt for mænd, men frivil-
lighed for kvinder, og uddanner 12.000 rekrutter om året.
Tidligere på foråret udtalte forsvarsminister Häkkänen sig i
medierne om det positive »problem«, som han blandt sine
europæiske kolleger er alene om at have. Efterspørgslen på
den frivillige forsvarsuddannelse – ud over værnepligten –
overstiger udbuddet i Finland netop nu, og villige medborgere
står i kø.
»Alle vil deltage,« udtaler forsvarsministeren, som nu skal
forsøge at finde finansiering til flere kurser. Det, som debatteres
i Finland, er først og fremmest praktiske spørgsmål om
forsvaret i forbindelse med en nødvendig etisk nyorientering i
dagens geopolitiske situation, for eksempel regeringens forslag
om, at Finland skal begynde at tillade personelminer igen efter
13 års forbud.
POLITIKERNE HAR SJÆLDENT nydt godt af den luksus at
kunne føre højtflyvende idealistisk udenrigspolitik. Pragma-
tisme, skarpsyn og forudseenhed præger de politiske beslut-
ninger. Vi finner har stor forståelse for, at den udenrigspolitik,
der føres i Finlands navn, kan have andre hensigter end at
afspejle de idealer og vurderinger, vi som nation umiddelbart
genkender os selv i. Præsident Kekkonen drev diplomati i en
sauna – Alexander Stubb udnytter sit elegante sving på Mar-a-
Lagos golfbaner. Herhjemme sidder vi med is i maven og følger
årvågent med.
Jeg har boet i Sverige og har dér oplevet en naiv og idealistisk
kritik af Finland og den daværende præsident Niinistö, som var
nødsaget til at invitere Putin på middag og bevare en
konstruktiv kontakt med naboen i øst i årene før 2022.
Jeg har senere været vidne til den ægte angst og prepping-
mani, der greb mine overrumplede svenske venner, da den
svenske øverstbefalende omsider i klart sprog fortalte befolk-
ningen om truslen fra omverdenen. På det tidspunkt var jeg i
Stockholm, hvor man på togstationer og busstoppesteder
kunne se meddelelser fra forsvarsministeriets oprustnings-
kampagne »For frihedens skyld«. Stærke billeder af mili-
tært materiel og beslutsomme soldater, kortfattede slogans
med slagkraftige budskaber. En reklamekampagne for
forsvaret anno 2025, nydeligt pakket ind, som kun svenskerne
kan gøre det. En lignende reklamekampagne for forsvaret har
man aldrig set i Finland – her forekommer tanken en smule
absurd.
Hvad ligger der bag den åndelige oprustning blandt finner,
der er så effektiv, at den åbenbart skaber positive problemer for
forsvarsministeren? Er den resultatet af en trussel, som ikke er
abstrakt, konsekvensen af at landet kender sin fjende alt for
godt? Trusler kræver diplomati og pragmatik. Kampen for frihed
kræver svære valg og tilpasning til noget, vi ikke bryder os om.
DET MINDER BO Lidegaard os om i sin kommentar i Weekend-
avisen til Martin Krasniks leder »Hvad vil vi dø for?«. Krasnik
peger på frihed som en kilde til personlig kampvilje i usikre
tider. Jeg er enig med historikeren Lidegaard. Krasniks bud på
frihed som motivation er en smuk tanke og en ædel stræben –
men et håbløst luftigt begreb for almindelige mænd og kvinder
at holde i hånden, når det blæser koldt. Er I i Danmark enige
om, hvad frihed er? Ved svenskerne, hvad de skal slutte op om,
når de opfordres til at gøre det »for
frihedens skyld«? Et savn af noget
hjælper ofte til at forstå, hvor meget det
betyder, og omvendt.
Lidegaard byder jer velkommen til
Svaret på jeres
»Frihedskamp i gråzonen«. Træd bare
nærmere, lyset er tændt, og kaffen er klar. Her har vi finner stået og balan-
ceret i over et århundrede. Åndelig oprustning? Med al respekt begrebet
gør mig lidt mat. Der ligger et krav om noget højtideligt, uopnåeligt
og ærefuldt i opfordringen. Som finne må jeg forholde mig mere
ydmygt, når jeg skal forsøge at forstå
min egen overbevisning og drivkraft. Når medborgere skal
forsvare deres land, drejer det sig ikke om store og ædle tanker.
Det er ikke de modige medborgere med de mest oprustede sind,
der går i krig og stiller op. Det er noget, vi allesammen må gøre,
selvom vi ikke har lyst – selvom vi er feje, mistrøstige, skeptiske
og umotiverede. Der er ikke noget ædelt ved krig. Det ved vi i
kraft af vores historie. Krig bør først og fremmest undgås eller
i værste fald udstås. Forsvar derimod – det skal sikres.
Krigsveteranerne – de få, der er tilbage – er vores national-
helte. Vi ser disse mænd og lottekorpsenes kvinder deltage i
præsidentens direkte transmitterede selvstændighedsfest den
6. december. Som æresgæster træder veteranerne ind først for
at hilse på præsidentparret, før ministre, før ærkebiskoppen, før
diplomater og kulturpersonligheder.
Når en af disse veteraner dør, er det en national nyhed. Og det
er veteraner, der har ydet deres indsats som unge mennesker,
vi læser mindeord om i medierne i dag. De var jo teenagere
under krigen dengang. Vi har hørt historierne om, hvordan
krigen har forfulgt dem hele resten af livet. Vi bevæges til tårer.
I livets efterår er hver eneste krigsveterans inderste ønske for
Finlands fremtid altid det samme – fortsat fred i fædrelandet.
VORES MENTALE OPRUSTNING eller forsvarsvilje er ikke
forankret i stolthed over vores nationale identitet, selvom den
er en stor del af det, vi er. Jeg vil mene, at vi motiveres af langt
mere primitive, menneskelige instinkter. Vi finner kan ikke
være bekendt at være ringere end dem, der er gået forud for
os. Vi motiveres af pligt – pligt over for tidligere generationer
og over for de børn, som i dag kalder Finland deres hjem. Og ud over
pligtfølelsen er en stærk drivkraft at undgå skam.
Skam over ikke at leve op til vores forgængeres indsats eller
indfri deres inderste ønsker om vedvarende fremgang
for Finland.
I stedet for at søge svaret i højtidelige begreber er vi forankret
i indsigten og accepten af vores menneskelige muligheder og
mangler, hvad forsvaret angår. Der er ikke noget krav om
åndelig oprustning – bare stil op. Det er nok.
Også vi finner tager formodentlig friheden for givet – det gør
vel alle moderne nordboer, som ikke
har oplevet andet? Men vi har også en
forståelse af, hvad krig indebærer.
Krigens mange ofre og traumer og konsekvenser for samfundets
velfærd og folkesjæl er en del af vores »kulturkanon«.
Krig efterlader os en stejl bakke at
forcere, men forsvaret af vores folk er
også en uudtømmelig kilde til
stolthed og styrke. I nærmiljøet ser vi
dagligt spor efter krigen manifesteret
i mindesmærker og nationale tradi-
tioner. Vi læser klassikeren Den
ukendte soldat af Väinö Linna, der
sandsynligvis har vist sig at være lige
så vigtig for forsvaret som værnepligten. Læs den!
Hvordan skal nordboere i lande uden den samme konkrete
historiske forankring finde deres personlige drivkraft til at
»opruste åndeligt« og samtidig finde mening og hensigt
med den nye verdensorden, som på alle måder er svær at over-
skue?
DET ER I det enkelte menneskes umiddelbare hverdag, at man
finder de mest overbevisende grunde, de grunde, der får os til
at overskride vores grænser og ruste os til forsvar – til at værne
om freden. Krasnik spørger i sin leder, hvad vi skal dø for. Mit
forslag er: Forsvar det, I vil leve for.
De strukturer, som er stærke i os, som er en fast del af os,
og som er grunden til alt det andet, vi påtager os. Familie,
tryghed, hverdag. At børnene kan vågne op i deres egne senge,
lege trygt udendørs, diskutere eller skændes om valget
af ispinde i stedet for at gå i dækning for angreb. At landet får
mulighed for at bygge videre på den velstand, som tidligere
generationer har skabt – og ikke begynde forfra fra nul.
Det kan vist de fleste indbyggere i et samfund blive enige
om er værdifuldt og derfor noget, man i fællesskab skal
arbejde for at bevare – og forsvare. Når sikkerheden er god,
kan de abstrakte og ædle tankers tid komme senere, selvom
der i et land med diversitet ikke er helt så stor enighed om
dem.
Vi har et begreb i Finland, vi holder meget af – begrebet sisu.
At udvise karaktertrækket sisu betyder, at man bliver ved, ikke
giver op, rejser sig igen, hvis man falder. Sisu er en
indre modstandskraft, en beskeden, men utrættelig standhaf-
tighed, en langsomt, men stabilt tikkende motor.
Sisu er ikke smukt, ædelt, uopnåeligt – det er bare sisu (det
kan ikke oversættes, lad være med at prøve). Det er sisu, der
hjælper til, når vi om morgenen skraber isen af frosne bilruder
i seks af årets måneder, og når meteorologerne varsler endnu
et sidste snefald i slutningen af maj. Sisu er et karaktertræk, der
har vist sig nødvendigt – eksistentielt – med den østgrænse vi
har.
I kender måske finsk tango, men har I også hørt om finsk
talko? Talko betyder, at alle slutter op og i fællesskab udfører et
arbejde eller en opgave – uden vederlag. Måske drejer det sig
om at male lægterne på den lokale fodboldbane eller om at
indsamle skrald i kvarteret. Talko er, når alle møder op til det
fælles bedste. For at noget, der skal gøres, kan blive gjort. Kom,
som du er – der er også en opgave til dig. Er I med os?
Alt det, vi her i Norden kender så godt, det fortrolige og
selvindlysende, som vi sætter pris på. Trygheden, familien,
hjemmet, stedet, hvor vi bor. Hverdagens afgørende små
stunder med nærvær med vores nærmeste. En ispind, der
omhyggeligt udvælges efter leg og løben omkring i timevis
under åben himmel. At kunne sove i sin egen seng.
Det skal I forsvare, hvad I så end kalder det hos jer.
Interessant informasjon som tyter ut i pressen.
www.vg.no
Her et forslag til hvordan få et bedre forsvar...Spørs om vi ikke bare må legge fra oss tastaturet og komme oss ut i felten..
www.nrk.no
Fregattkampanjene ruller og går. Her en lettbent artikkel angående den britiske type 26. Med avstemnigsmuligheter også. Hva mener du ???? Min 90 år gamle svigermor mener den franske er best..... .
Det eneste jeg følte meg tilstrekkelig overbevist om var å stemme nei til den amerikanske.
X-bow er folk her oppe er mektig stolte av, og mange ville nok elska om dei nye fregattane kunne hatt det. Men vi skulle vel ikkje designa båtane sjølve denne gongen.
Fint essay om finnenes forsvarsvilje (samt forfatterens blikk på Sverige og Danmark). Vi har noe å lære.
Det er nok ikke helt riktig, men overruns er nokså gamle.. det er i hovedsak der probemene er, samt deler av TW..
anbud365.no
kombiner ovenstående med denne
www.tu.no
www.forsvaretsforum.no
Kikka litt nærmere på den nye tyske F - 127 fregattklassen som er et av alternativene for Norge. Det er litt av en druser, 10.000 tonn og 160 meter lang. Og den er svært,svært godt utrustet med sensorer og våpen. Det er en luftvernfregatt/destroyer med overflatekrig som sekundæroppgave.
www.thebarentsobserver.com
www.dn.no
