Så har jeg endelig VinylFlat kørende. Jeg modtog både VinylFlat og Groovy Pouch (blev frigivet i starten af november) i starten af december, men første test viste at Pouch'en ikke kom op på den nødvendige varme. John Martindale sendte mig straks en ny, som jeg modtog 30. december. En efterfølgende test viste at de foreslåede 4 timer (en gammel Clannad plade af den tynde slags) ikke var nok, men pladen var nu også mere end skæv. Så fik den tur natten over (ca. 8-9 timer), og så var pladen HELT flad. I går blev den afspillet med fint resultat.
Groovy Pouch kører altså ikke lige så varmt som en ovn, men skulle være en "grøn" løsning, og som sådan vel mere økonomisk at anvende end ovnen, selv om den er hurtigere. Jeg skal dog have lavet et par forsøg mere, for at se hvor højt varmen kommer op inde i Pouch'en. Den første kom kun op på 28 grader (celcius), hvilket John Martindale helt klart mente var for lidt, og det var det jo også. Den nye, som jeg naturligvis fik tilsendt helt gratis, kom ifølge mine første målinger op på 42 grader, mens JM mener at den kan peak'e omkring 60 grader. Men når bare det virker over ikke alt for lang tid er jeg tilfreds, og så bliver pladen heller ikke stresset for meget.
Alt i alt en fin løsning, som man måske lige skal lege lidt med til at starte med - men som også virker sikker for pladen, og som ikke koster nær så meget som lignende produkter. Jeg har så valgt at anvende Groovy Pouch for at undgå at skulle bruge ovn og for at have en selvstændig løsning, men VinylFlat virker garanteret lige så godt med ovn, bare man overholder retningslinierne så man ikke stresser pladen for meget.