- Ble medlem
- 18.08.2005
- Innlegg
- 7.089
- Antall liker
- 6
Talen Wilders skulle holdt
Som vi så vidt fikk med oss forrige uke, det ble ikke mye oppstyret av det, ble den folkevalgte og drapstruede nederlandske politikeren Geert Wilders nektet innreise i Storbritannia. Han var invitert over for å holde tale, men ble altså nektet innreise. Ikke fordi han har truet noen på livet, ikke fordi han utgjør noen fare for noen, ikke fordi han har begått en forbrytelse, men fordi han bruker ytringsfriheten til å si sin hjertens mening. Man kan være enig eller uenig med meningene hans, men man kan ikke være uenig i at det er svært alvorlig at han ikke får si sin mening uten å trues på livet for det, og det er skandaløst at han nektes innreise til et annet EU-land.
Her er talen han skulle holdt..:
Mine damer og herrer, jeg vil gerne takke mange gange. Tak fordi jeg måtte komme. Tak til Dem, Lord Pearson, og til Dem, Lady Cox, for fremvisningen af min film Fitna og for Deres venlige invitation.
Mens andre ser den anden vej, forstår De Deres lands sande tradition, et land, hvor Deres flag står for frihed. Dette er ikke et hvilket som helst sted.
Dette er ikke blot en af Englands turistattraktioner. Dette er et helligt sted. Dette er alle parlamenters moder, og jeg føler mig ydmyg, når jeg står her og taler til Dem. Det var her i parlamentet, at Winston Churchill stod fast, det var her han advarede - op gennem 1930'erne - om farerne i horisonten. Det meste af tiden gjorde han det alene. I 1982 talte præsident Reagan til Underhuset. Det var en tale, som meget få mennesker brød sig om. Reagan formanede Vesten til at afvise kommunismen og til at forsvare friheden. Han introducerede en bestemt vending: »Ondskabens imperium«.
Reagans tale er blevet stående tilbage som en kraftig appel til at beskytte vore frihedsrettigheder. Jeg vil gerne citere fra denne tale: »Hvis historien lærer os noget, så er det, at selvpåførte vrangforestillinger om ubehagelige kendsgerninger er udtryk for dårskab. Hvad Reagan mente, var, at vi ikke kan undslippe historien. Vi kan ikke flygte fra de ideologier, der findes derude og venter på at ødelægge os. Det hjælper ikke at fornægte virkeligheden. Kommunismen havnede på historiens losseplads, præcis som Reagan forudsagde i sin tale i Underhuset dengang. Han levede længe nok til at se Berlinmuren falde, ligesom Churchill var vidne til nationalsocialismens sammenbrud.
I dag står jeg foran jer for at advare om en ny stor trussel. Truslen hedder islam. Den giver sig ud for at være en religion, men dens mål er særdeles verdslige: Verdensherredømmet, hellig krig, sharialovgivning og afslutningen på adskillelsen af kirke og stat, demokratiets endeligt.
Islam er ikke en religion, den er en politisk ideologi. Den kræver jeres respekt, men har ingen respekt for jer. Der findes muligvis moderate muslimer, men der er ikke nogen moderat islam. Islam vil aldrig forandre sig. Det vil den ikke, da den bygger på to piller, der er evige, to fundamentale trossætninger, der aldrig vil ændres, aldrig vil forsvinde.
For det første er der Koranen, Allahs egne ord, der er evigt uforanderlige, med ordrer, der skal eksekveres uafhængigt af tid og sted. Og for det andet er der al-insal al-kamil, den perfekte mand, Muhammed som rollemodel, hvis gerninger skal efterleves af alle muslimer. Og da Muhammed var en krigsherre og en erobrer, ved vi, hvad der venter os. Islam betyder underkastelse, og der kan derfor ikke være tvivl om dens mål. Det er givet på forhånd. Spørgsmålet er, om det britiske folk, med dets glorværdige fortid, længes efter denne underkastelse.
Vi ser islam vokse i styrke i Vesten med utrolig hast. Storbritannien har været vidne til en meget hurtig forøgelse af antallet af muslimer. Den muslimske befolkningsandel er vokset 10 gange hurtigere end det øvrige samfunds. Dette har lagt et enormt pres på det britiske samfund. Takket være britiske politikere, som har glemt alt om Winston Churchill, er englænderne i dag dem, der yder mindst modstand. De giver op. De bøjer sig.
Jeg vil gerne atter takke for at have fået tilladelse til at rejse tilDeres land. Jeg modtog et brev fra indenrigsministeren, der venligst ønskede at annullere invitationen til mig. Jeg ville være en trussel mod den samfundsmæssige harmoni og derfor mod den offentlige sikkerhed, stod der i brevet.
Et øjeblik frygtede jeg, at jeg ville blive nægtet adgang. Men jeg havde tillid til, at den britiske regering ikke ville ofre ytringsfriheden på grund af frygten for islam. Storbritannien er et frit land, og islam vil aldrig komme til at herske over Storbritannien, så jeg havde tillid til, at grænsekontrollen ville lade mig komme ind. Og når alt kommer til alt, så har De inviteret særere eksistenser end mig. For to år siden bød Underhuset Mahmoud Suliman Ahmed Abu Rideh velkommen, og han havde forbindelser til Al Qaida. Han blev inviteret til Westminster af Lord Ahmed, som mødtes med ham i moskeen ved Regents Park tre uger tidligere.
Hr. Rideh, som er under mistanke for at være mellemmand med hensyn til finansiering af terrorgrupper, blev overrakt et sikkerhedsmærkat, da han skulle besøge parlamentet. Tja, hvis De giver denne mand adgang, så må en folkevalgt politiker fra et EU-land naturligvis også være velkommen.
Ved at lade mig tale her i dag viser De, at Churchills ånd stadig i høj grad er i live. Og De beviser, at Den Europæiske Union rent faktisk fungerer; borgernes bevægelsesfrihed er fortsat en grundpille i det europæiske projekt.
Men der er stadig meget arbejde, der skal gøres. Storbritannien ser ud til at være blevet et land regeret af frygt. Det er blevet et land, hvor embedsmænd aflyser kristne højtider for at tilfredsstille muslimer. Et land, hvor shariadomstole er blevet en del af det retslige system. Et land, hvor islamiske organisationer forlangte højtideligholdelsen af mindet om Holocaust standset. Et land, hvor en grundskole aflyser et krybbespil, fordi det falder sammen med en muslimsk højtid. Et land, hvor en skole fjerner ordene jul og påske fra deres kalender for ikke at støde muslimer. Et land, hvor en lærer straffer to elever, der ikke vil bede til Allah som en del af religionsundervisningen. Et land, hvor folkevalgte medlemmer af et byråd får besked om ikke at spise i dagtimerne ved byrådsmøder under ramadanen. Et land, som udmærker sig ved sit had til Israel, fortsat det eneste demokrati i Mellemøsten. Et land, hvis hovedstad er ved at blive til "Londonistan".
Jeg vil ikke selv kalde mig en fri mand. For fire og et halvt år siden mistede jeg min frihed. Jeg er under konstant bevogtning, en venlig hilsen fra dem, som foretrækker vold frem for diskussion.
Men for de venstreorienterede fanklubber af islam er dette ikke nok. De har påbegyndt en retslig proces imod mig. For tre uger siden beordrede appelretten i Amsterdam, at der skal påbegyndes en retssag imod mig, fordi jeg har lavet filmen "Fitna" og på grund af mine holdninger til islam. Jeg har begået det, George Orwell kaldte en tankeforbrydelse.
I har muligvis set mit navn på "Fitna"s rulletekster, men reelt er jeg ikke ansvarlig for filmen. Den blev snarere skabt for mig. Den er i virkeligheden produceret af muslimske ekstremister, af koranen og af selve islam. Hvis "Fitna" bliver anset for "hate speech", hvordan ville retten så bedømme koranen, med alle dens opfordringer til vold og had mod kvinder og jøder?
Churchill sammenlignede koranen med Hitlers "Mein Kampf". Jeg gjorde præcis det samme, og derfor bliver jeg retsforfulgt. Jeg spekulerer på, om Storbritannien nogensinde trak Churchill i retten. Appelrettens afgørelse og det brev, jeg modtog fra indenrigsministeren, udgør to store sejre for alle dem, som foragter ytringsfriheden. De udfører islams beskidte arbejde. Sharia ved stedfortræder.
Forskellene mellem på den ene side Saudi-Arabien og Jordan og på den anden side Holland og Storbritannien udviskes. Europa er hastigt på vej til at blive Eurabia. Dette er tilsyneladende den pris, vi må betale for masseindvandringen og for det multikulturelle projekt.
Mine damer og herrer, de dyrebareste af vore mange friheder er under angreb. Ytringsfriheden er ikke længere en selvskreven ting i Europa. Hvad vi tidligere anså for en indlysende bestanddel af vores eksistens, er i dag noget, vi må kæmpe for. Det er om dette, det gælder.
Hvorvidt jeg ender i fængsel eller ej er ikke afgørende. Spørgsmålet er: Vil ytringsfriheden blive sat bag tremmer? Vi er nødt til at forsvare ytringsfriheden. For mine forældres generation var ordet "London" synonymt med håb og frihed. Da mit land blev besat af nationalsocialisterne, indgød BBC os håb under det nazistiske tyranni. Millioner af mine landsmænd lyttede illegalt med. Ordene »Her er London« var et symbol på en bedre verden. Hvis bare de britiske, de canadiske og de amerikanske soldater ville komme os til undsætning. Hvad vil blive udsendt herfra om 40 år? Vil det stadig være »Her er London«? Eller vil det være »Her er Londonistan«?
Vil der være håb, eller vil det være værdierne fra Mekka og Medina? Vil Storbritannien tilbyde underkastelse eller udholdenhed? Frihed eller slaveri? Valget er vores. Mine damer og herrer. Vi vil aldrig undskylde, at vi vil være frie. Vi vil aldrig give op. Vi vil aldrig overgive os. Friheden må sejre, og friheden vil sejre. Jeg takker endnu engang.
Det er vel bare en ting å si: Peace for our time!!
Som vi så vidt fikk med oss forrige uke, det ble ikke mye oppstyret av det, ble den folkevalgte og drapstruede nederlandske politikeren Geert Wilders nektet innreise i Storbritannia. Han var invitert over for å holde tale, men ble altså nektet innreise. Ikke fordi han har truet noen på livet, ikke fordi han utgjør noen fare for noen, ikke fordi han har begått en forbrytelse, men fordi han bruker ytringsfriheten til å si sin hjertens mening. Man kan være enig eller uenig med meningene hans, men man kan ikke være uenig i at det er svært alvorlig at han ikke får si sin mening uten å trues på livet for det, og det er skandaløst at han nektes innreise til et annet EU-land.
Her er talen han skulle holdt..:
Mine damer og herrer, jeg vil gerne takke mange gange. Tak fordi jeg måtte komme. Tak til Dem, Lord Pearson, og til Dem, Lady Cox, for fremvisningen af min film Fitna og for Deres venlige invitation.
Mens andre ser den anden vej, forstår De Deres lands sande tradition, et land, hvor Deres flag står for frihed. Dette er ikke et hvilket som helst sted.
Dette er ikke blot en af Englands turistattraktioner. Dette er et helligt sted. Dette er alle parlamenters moder, og jeg føler mig ydmyg, når jeg står her og taler til Dem. Det var her i parlamentet, at Winston Churchill stod fast, det var her han advarede - op gennem 1930'erne - om farerne i horisonten. Det meste af tiden gjorde han det alene. I 1982 talte præsident Reagan til Underhuset. Det var en tale, som meget få mennesker brød sig om. Reagan formanede Vesten til at afvise kommunismen og til at forsvare friheden. Han introducerede en bestemt vending: »Ondskabens imperium«.
Reagans tale er blevet stående tilbage som en kraftig appel til at beskytte vore frihedsrettigheder. Jeg vil gerne citere fra denne tale: »Hvis historien lærer os noget, så er det, at selvpåførte vrangforestillinger om ubehagelige kendsgerninger er udtryk for dårskab. Hvad Reagan mente, var, at vi ikke kan undslippe historien. Vi kan ikke flygte fra de ideologier, der findes derude og venter på at ødelægge os. Det hjælper ikke at fornægte virkeligheden. Kommunismen havnede på historiens losseplads, præcis som Reagan forudsagde i sin tale i Underhuset dengang. Han levede længe nok til at se Berlinmuren falde, ligesom Churchill var vidne til nationalsocialismens sammenbrud.
I dag står jeg foran jer for at advare om en ny stor trussel. Truslen hedder islam. Den giver sig ud for at være en religion, men dens mål er særdeles verdslige: Verdensherredømmet, hellig krig, sharialovgivning og afslutningen på adskillelsen af kirke og stat, demokratiets endeligt.
Islam er ikke en religion, den er en politisk ideologi. Den kræver jeres respekt, men har ingen respekt for jer. Der findes muligvis moderate muslimer, men der er ikke nogen moderat islam. Islam vil aldrig forandre sig. Det vil den ikke, da den bygger på to piller, der er evige, to fundamentale trossætninger, der aldrig vil ændres, aldrig vil forsvinde.
For det første er der Koranen, Allahs egne ord, der er evigt uforanderlige, med ordrer, der skal eksekveres uafhængigt af tid og sted. Og for det andet er der al-insal al-kamil, den perfekte mand, Muhammed som rollemodel, hvis gerninger skal efterleves af alle muslimer. Og da Muhammed var en krigsherre og en erobrer, ved vi, hvad der venter os. Islam betyder underkastelse, og der kan derfor ikke være tvivl om dens mål. Det er givet på forhånd. Spørgsmålet er, om det britiske folk, med dets glorværdige fortid, længes efter denne underkastelse.
Vi ser islam vokse i styrke i Vesten med utrolig hast. Storbritannien har været vidne til en meget hurtig forøgelse af antallet af muslimer. Den muslimske befolkningsandel er vokset 10 gange hurtigere end det øvrige samfunds. Dette har lagt et enormt pres på det britiske samfund. Takket være britiske politikere, som har glemt alt om Winston Churchill, er englænderne i dag dem, der yder mindst modstand. De giver op. De bøjer sig.
Jeg vil gerne atter takke for at have fået tilladelse til at rejse tilDeres land. Jeg modtog et brev fra indenrigsministeren, der venligst ønskede at annullere invitationen til mig. Jeg ville være en trussel mod den samfundsmæssige harmoni og derfor mod den offentlige sikkerhed, stod der i brevet.
Et øjeblik frygtede jeg, at jeg ville blive nægtet adgang. Men jeg havde tillid til, at den britiske regering ikke ville ofre ytringsfriheden på grund af frygten for islam. Storbritannien er et frit land, og islam vil aldrig komme til at herske over Storbritannien, så jeg havde tillid til, at grænsekontrollen ville lade mig komme ind. Og når alt kommer til alt, så har De inviteret særere eksistenser end mig. For to år siden bød Underhuset Mahmoud Suliman Ahmed Abu Rideh velkommen, og han havde forbindelser til Al Qaida. Han blev inviteret til Westminster af Lord Ahmed, som mødtes med ham i moskeen ved Regents Park tre uger tidligere.
Hr. Rideh, som er under mistanke for at være mellemmand med hensyn til finansiering af terrorgrupper, blev overrakt et sikkerhedsmærkat, da han skulle besøge parlamentet. Tja, hvis De giver denne mand adgang, så må en folkevalgt politiker fra et EU-land naturligvis også være velkommen.
Ved at lade mig tale her i dag viser De, at Churchills ånd stadig i høj grad er i live. Og De beviser, at Den Europæiske Union rent faktisk fungerer; borgernes bevægelsesfrihed er fortsat en grundpille i det europæiske projekt.
Men der er stadig meget arbejde, der skal gøres. Storbritannien ser ud til at være blevet et land regeret af frygt. Det er blevet et land, hvor embedsmænd aflyser kristne højtider for at tilfredsstille muslimer. Et land, hvor shariadomstole er blevet en del af det retslige system. Et land, hvor islamiske organisationer forlangte højtideligholdelsen af mindet om Holocaust standset. Et land, hvor en grundskole aflyser et krybbespil, fordi det falder sammen med en muslimsk højtid. Et land, hvor en skole fjerner ordene jul og påske fra deres kalender for ikke at støde muslimer. Et land, hvor en lærer straffer to elever, der ikke vil bede til Allah som en del af religionsundervisningen. Et land, hvor folkevalgte medlemmer af et byråd får besked om ikke at spise i dagtimerne ved byrådsmøder under ramadanen. Et land, som udmærker sig ved sit had til Israel, fortsat det eneste demokrati i Mellemøsten. Et land, hvis hovedstad er ved at blive til "Londonistan".
Jeg vil ikke selv kalde mig en fri mand. For fire og et halvt år siden mistede jeg min frihed. Jeg er under konstant bevogtning, en venlig hilsen fra dem, som foretrækker vold frem for diskussion.
Men for de venstreorienterede fanklubber af islam er dette ikke nok. De har påbegyndt en retslig proces imod mig. For tre uger siden beordrede appelretten i Amsterdam, at der skal påbegyndes en retssag imod mig, fordi jeg har lavet filmen "Fitna" og på grund af mine holdninger til islam. Jeg har begået det, George Orwell kaldte en tankeforbrydelse.
I har muligvis set mit navn på "Fitna"s rulletekster, men reelt er jeg ikke ansvarlig for filmen. Den blev snarere skabt for mig. Den er i virkeligheden produceret af muslimske ekstremister, af koranen og af selve islam. Hvis "Fitna" bliver anset for "hate speech", hvordan ville retten så bedømme koranen, med alle dens opfordringer til vold og had mod kvinder og jøder?
Churchill sammenlignede koranen med Hitlers "Mein Kampf". Jeg gjorde præcis det samme, og derfor bliver jeg retsforfulgt. Jeg spekulerer på, om Storbritannien nogensinde trak Churchill i retten. Appelrettens afgørelse og det brev, jeg modtog fra indenrigsministeren, udgør to store sejre for alle dem, som foragter ytringsfriheden. De udfører islams beskidte arbejde. Sharia ved stedfortræder.
Forskellene mellem på den ene side Saudi-Arabien og Jordan og på den anden side Holland og Storbritannien udviskes. Europa er hastigt på vej til at blive Eurabia. Dette er tilsyneladende den pris, vi må betale for masseindvandringen og for det multikulturelle projekt.
Mine damer og herrer, de dyrebareste af vore mange friheder er under angreb. Ytringsfriheden er ikke længere en selvskreven ting i Europa. Hvad vi tidligere anså for en indlysende bestanddel af vores eksistens, er i dag noget, vi må kæmpe for. Det er om dette, det gælder.
Hvorvidt jeg ender i fængsel eller ej er ikke afgørende. Spørgsmålet er: Vil ytringsfriheden blive sat bag tremmer? Vi er nødt til at forsvare ytringsfriheden. For mine forældres generation var ordet "London" synonymt med håb og frihed. Da mit land blev besat af nationalsocialisterne, indgød BBC os håb under det nazistiske tyranni. Millioner af mine landsmænd lyttede illegalt med. Ordene »Her er London« var et symbol på en bedre verden. Hvis bare de britiske, de canadiske og de amerikanske soldater ville komme os til undsætning. Hvad vil blive udsendt herfra om 40 år? Vil det stadig være »Her er London«? Eller vil det være »Her er Londonistan«?
Vil der være håb, eller vil det være værdierne fra Mekka og Medina? Vil Storbritannien tilbyde underkastelse eller udholdenhed? Frihed eller slaveri? Valget er vores. Mine damer og herrer. Vi vil aldrig undskylde, at vi vil være frie. Vi vil aldrig give op. Vi vil aldrig overgive os. Friheden må sejre, og friheden vil sejre. Jeg takker endnu engang.
Det er vel bare en ting å si: Peace for our time!!
