A
Atle Kristiansen
Gjest
[...] Synet af denne katastrofe opfylder mennesket med følelse af total afmagt og henviser det helt til sig selv, vender det indefter, og når alting vakler, søger det efter hold et eller annet sted. For mange søger endnu udefter; nogle tror på illusionen om sejren og den sejrrige magt, andre på aftaler og love, og atter andre på ødelæggelsen af den bestående orden. Men der er endnu for få, der søger indefter, i deres eget jeg, og endnu for få stiller sig selv det spørgsmål, om ikke det menneskelige samfund i sidste instans er bedst tjent med, at enhver begynder med sig selv og først helt alene, på sin egen person og i sin egen indre tilstand, prøver hin ophævelse af den hidtidlige orden, hine love og sejre, som han har så travelt med at proklamere - i stedet for at besvære sine medmennesker dermed. Hver enkelt har hårdt brug for indre omvæltning, indre splittelse, oppløsning af det bestående, og fornyelse, men ikke for at påtvinge sine medmennesker alt dette under hyklerisk skær af kristen næstekjærlighet eller social ansvarsfølelse og hvilke kønne ord man ellers har for ubevidste personlige magtbehov. Selvbesindelse hos den enkelte, den enkeltes tilbagevenden til det menneskelige værens grundlag, til sit eget væsen og dettes individuelle og sociale bestemthed, er begyndelsen til helbredelsen af den blindhed, der hersker over den tid, vi gennemlever.
C. G. J
C. G. J