[h=1]Arbeideren[/h]
Fra Haanden til Munden, idag som igaar,
se, slig var jo gjerne Arbeiderens Kaar.
For Evner og Yrke Tilværelsen bød
ham mangengang neppe det daglige Brød.
Og sæl vil han prises, om ei han gik træt,
før han uden Bekymring fik spise sig mæt.
Et efter et rulled Seklerne frem.
Slegter og Meninger skifted med dem.
Det bobled, det bølged paa Folkenes Hav,
der hæved sig Tanker, der reiste sig Krav,
Legioner af dristige Viljer sig samle
saa man - til Kamp for det Ny mod det Gamle.
- Saa slog Trikoloren med Melding om Seir
sin Vinge ud over Frihedens Leir.
Fornyet stod alt i den sprængte Ramme;
Arbeideren blot var omtrentlig den samme.
Vistnok han midt i det svare Bulder
løfted mod Himlen sin brede Skulder
og sendte sit Blik mod det sælsomme Gry,
- men spytted saa raadvild i Næven paany,
greb atter om Skaftet, stræved og kaved,
og tænkte paa Føden og roted og graved.
Det var, som fødtes han aandelig stum
og med Ryggen som skabt til at være krum.
Se, dette voldte den lammende Magt
af det tunge Aartuseners Tryk af Foragt.
Og det tog Tid, før han blev saa lærd,
at han fatted sit eget Menneskeværd,
- hin svære Lære; for det ved Vorherre:
det er smaat med den Kundskab endnu, desværre!
Imidlertid gryr det dog ogsaa af Dag
for Arbeideren nu og Arbeiderens Sag.
Hans Lov er ei længer den gamle Vane.
Og Verden begynder omsider at ane:
hans Hjerne kan fostre glødende Tanker,
- at ogsaa hans Bryst har et Hjerte, som banker.
Hvo Tidernes Tegn en Smule forstaar,
han ser, at Arbeidernes Tid, den er vor.
Med higende Trang de fra Vinter mod Sommer
i tunge Fylkinger endelig kommer,
stevnende frem efter Brødres Eksempel
mod Menneskerettighedernes Tempel,
slig, at Europas Grundvold idag
skjælver ved Træsko-Trinenes Slag.
Vi hører alt, de knaker, de gamle Planker,
naar de barkede Næver paa Porten banker.
Vi hører fra tusen Tuseners Nød
Fordringen tordne: Retfærd og Brød!
Og Rigerne dirrer, og Sindene bæver,
mens Stemmer sig samler, og Raabet sig hæver:
"Luk op! luk op! Skyd Slaaen tilside!
luk op, før der sprænges! luk op itide!"
av Per Sivle.
Anarkistsong.
Nei,handkvite Herrar! De gildt kan prata
med ordi fagre som klingar.
Men oss imellom skal kniven tala,
den dag då verdi ho svingar.
Og alt som svalt og som gret og døydde,
stig fram i lag
og gjeng til slag
den dag då verdi ho svingar.
Høgt stiger eit rop som når Nykken ropar,
og drepin mann under tufti;
og verdi vert svart av dei harme hopar,
og det gjeng havbrak i lufti.
De redde rømer av rike salar
og søkjer gøymsle i berg og dalar
og bed om ro,
og sig i blod;
og det gjeng havbrak i lufti.
De liter på det at me tagde lenge
og er så tòllege og seine.
De kyter til Gud;han skal setja stengje
og verja dei rike og dei reine.
Men ramnar skratar og skrik i lufti;
og menn seg sankar i uvèrskufte;
og hadde de
kvar Avgud med,
så held me Domedag åleine.
Arne Garborg
Fra Haanden til Munden, idag som igaar,
se, slig var jo gjerne Arbeiderens Kaar.
For Evner og Yrke Tilværelsen bød
ham mangengang neppe det daglige Brød.
Og sæl vil han prises, om ei han gik træt,
før han uden Bekymring fik spise sig mæt.
Et efter et rulled Seklerne frem.
Slegter og Meninger skifted med dem.
Det bobled, det bølged paa Folkenes Hav,
der hæved sig Tanker, der reiste sig Krav,
Legioner af dristige Viljer sig samle
saa man - til Kamp for det Ny mod det Gamle.
- Saa slog Trikoloren med Melding om Seir
sin Vinge ud over Frihedens Leir.
Fornyet stod alt i den sprængte Ramme;
Arbeideren blot var omtrentlig den samme.
Vistnok han midt i det svare Bulder
løfted mod Himlen sin brede Skulder
og sendte sit Blik mod det sælsomme Gry,
- men spytted saa raadvild i Næven paany,
greb atter om Skaftet, stræved og kaved,
og tænkte paa Føden og roted og graved.
Det var, som fødtes han aandelig stum
og med Ryggen som skabt til at være krum.
Se, dette voldte den lammende Magt
af det tunge Aartuseners Tryk af Foragt.
Og det tog Tid, før han blev saa lærd,
at han fatted sit eget Menneskeværd,
- hin svære Lære; for det ved Vorherre:
det er smaat med den Kundskab endnu, desværre!
Imidlertid gryr det dog ogsaa af Dag
for Arbeideren nu og Arbeiderens Sag.
Hans Lov er ei længer den gamle Vane.
Og Verden begynder omsider at ane:
hans Hjerne kan fostre glødende Tanker,
- at ogsaa hans Bryst har et Hjerte, som banker.
Hvo Tidernes Tegn en Smule forstaar,
han ser, at Arbeidernes Tid, den er vor.
Med higende Trang de fra Vinter mod Sommer
i tunge Fylkinger endelig kommer,
stevnende frem efter Brødres Eksempel
mod Menneskerettighedernes Tempel,
slig, at Europas Grundvold idag
skjælver ved Træsko-Trinenes Slag.
Vi hører alt, de knaker, de gamle Planker,
naar de barkede Næver paa Porten banker.
Vi hører fra tusen Tuseners Nød
Fordringen tordne: Retfærd og Brød!
Og Rigerne dirrer, og Sindene bæver,
mens Stemmer sig samler, og Raabet sig hæver:
"Luk op! luk op! Skyd Slaaen tilside!
luk op, før der sprænges! luk op itide!"
av Per Sivle.
Anarkistsong.
Nei,handkvite Herrar! De gildt kan prata
med ordi fagre som klingar.
Men oss imellom skal kniven tala,
den dag då verdi ho svingar.
Og alt som svalt og som gret og døydde,
stig fram i lag
og gjeng til slag
den dag då verdi ho svingar.
Høgt stiger eit rop som når Nykken ropar,
og drepin mann under tufti;
og verdi vert svart av dei harme hopar,
og det gjeng havbrak i lufti.
De redde rømer av rike salar
og søkjer gøymsle i berg og dalar
og bed om ro,
og sig i blod;
og det gjeng havbrak i lufti.
De liter på det at me tagde lenge
og er så tòllege og seine.
De kyter til Gud;han skal setja stengje
og verja dei rike og dei reine.
Men ramnar skratar og skrik i lufti;
og menn seg sankar i uvèrskufte;
og hadde de
kvar Avgud med,
så held me Domedag åleine.
Arne Garborg
