Jo nøjagtigere signalet i sig selv er, og jo mere upåvirket af rum og højtaler signalet når frem til vores ører, jo bedre vilkår har hjernen for at genskabe det oprindelige lydbillede, og jo mindre høres bidrag fra rummet og selve højtaleren, og jo mere høres af det oprindelige signal fra CD'en/den optagende begivenhed, højtaleren bliver usynlig.
jo mere nøjagtigt signalet er jo mindre skal hjernen arbejde for at finde hoved og hale i lydbilledet, vi slapper af og illusionen nærmer sig live, musikerne står der bare, det er kun den optagende begivenhed som høres, og ikke alt muligt andet såsom elektronik højtaler rum osv.
Det er hjernen og ikke højtaleren eller rummet som skal lave perspektivet , højtaleren skal kun formidle trykvariationerne så nøjagtigt og direkte som muligt til ørerne sammen med elektronikken, og dermed give optimale muligheder for hjernen til at genskabe det oprindelige optagende lydbillede.
Som jeg nævnte i et tidligere indlæg er hovedtelefonen et billede på det som skal ske, det som skal tilstræbes, alternativt kan man vælge at tage anlægget med ud i haven.
Det er ikke noget problem at få noget langt væk/bryde bagvæggen/front, den vi kigger på når vi lytter.
Pink Floyd har nogle eksempler på dette, et hvor der råbes: "Get Your Filthy Hands Off My Desert." langt langt bagude i lydbilledet, husker også noget med nogle skolebørn/en lege plads var det vist.
Faktisk kan denne dybde information også gengives i mono, måske nogle har lagt mærke til det fra radio optagelse fra naturen, hvor der eventuelt høres fugle i baggrunden.
Dybden er bestemt mest af lydniveau, og frekvens-indhold i signalet ,og muligvis også men mindre tror jeg af forholdet mellem venstre og højre kanal og fase.
Det eneste som det ikke bør være bestemt af er rum og højtaler/anlæg.
Manipulation af lyd-niveau og frekvens indhold EQ udnytter man også i pladestudiet når man skal simulerer at noget er langt væk, og det er sikkert den måde Pink Floyd eksemplerne er lavet på, men det kan som sagt også optages naturligt som et forhold mellem lydniveau og frekvensindhold i mellem lyden i front og lyden bagude.
Vil kort ridse op hvordan det kontrolleres at man har en nøjagtig gengivelse af bl.a. perspektiv, det kan aflæses direkte i perspektiv formen som angivet herunder:
Et hvert godt stereo-anlæg har en fast kerne i midten hvorfra lydbilledet vokser ud, og man hører ikke højtalerene , har du et ringerer/dårligere anlæg sker der det at højtalerne gør opmærksom på sig selv, man hører/fornemmer dem og man vil føle at lyden ikke er helt optimal i midten, eller perspektivet bliver buet med det dybeste område i midten, et såkaldt rundbue-perspektiv.
Når stereo anlægget bliver bedre og bedre så vil dette, eller antydningen af rundbue-perspektiv rette sig ud til en ret linje, således at hvis der er en sanger ude ved den ene højtaler så vil sangeren står i samme dybde som i midten, altså et stykke bag højtaleren,og ikke fremme i højtaleren.
Man vil slet ikke kunne hører der er en højtaler, lyden vil være eksakt som i midten, også ude ved den ene højtaler, og også selvom man sætte sig direkte foran den ene højtaler i lyttepositions afstand , så bør man ikke kunne høre den, og der bør kunne spille et instrument i højtaleren på samme måde som hvis det var i midten af lydbilledet.
Jeg har som sagt lavet en tegning som illustrere hvad jeg mener med tre kvalitets grader af et perspektiv, og dette mener jeg er en direkte kvalitets indikator for anlæggets nøjagtighed i gengivelsen.
Jo bedre dette opfyldes, jo mindre skal hjernen arbejde for at få mening i lydbilledet, og den perfekte illusion nærmer sig.
Ved det optimale perspektiv høres ikke nogen højtalere og ikke noget bidrag fra rummet, men kun det perspektiv som er optaget på CD'en. Det optimale er et perspektiv der er som en firkantet kasse udvider sig ensartet i alle tre dimissioner brede, højde og dybde efter hvad som er optaget på CD'en.
Vis vedlegget 283126
Og en gengivelse fra et anlæg og i øvrigt hvad som kan lade sig gøre ved stereo kan efter min mening først bedømmes rigtigt og for alvor når ens perspektiv er helt i orden. Og det sker når rum og anlæg påvirker det gengivende perspektiv minimalt.
Dead-end og simuleret uendelig baffel , plus det rigtige højtaler princip som efter min mening af praktiske hensyn er foldet baffel eventuelt med akustisk ventil er alle gode værktøjer til at sikre at rum og højtaler påvirker det oplevede perspektiv minimalt.
Man skal så kun koncentrerer sig om at få perspektivet helskindet igennem elektronikken , hvilket er nemmere sagt end gjort, men det kan lade sig gøre. Og her er naturligvis også grundprincipper som er bedre end andre.
